Grønlandshval på sikker rejse

Opgave: Transportere en 170 år gammel udstoppet grønlandshval med lastbil fra København til kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.
Udførelse: MTAB i København under ledelse af Jørgen Damlund
Kunde: Louisiana Museum of Modern Art

Efterårssolen stråler fra en skyfri himmel, når MTAB-lastbilen langsomt bakker ind mod garageporten for Zoologisk Museum ved Københavns Universitet. Mogens Andersen og Abdi Hadeyat åbner porten, og der har vi hvalen. Opstillet på tre kraftige træstøtter hviler den omkring fire meter lange udstoppede hvalunge fra 1843.
– Moderen er sikkert blevet dræbt under en jagt, og så ville man bevare den nyfødte hvalunge for eftertiden, siger Mogens, som er kuratorassistent på Zoologisk Museum.

Forsigtigt og omhyggeligt

Hvalen er meget skrøbelig, og forberedelserne hos MTAB i København har været meget grundige. Der er brugt lang tid på planlægning af transportmateriel og indretning af lastbilen. Hvalen er blevet målt og undersøgt omhyggeligt, og man har fremstillet en særlig bundform af skumplast til hvalen. Der er indskrevet to ekstra bærere til løftet på den store dag.
– Vi skal være forsigtige, for hvalen er meget skrøbelig, siger Jørgen og tager hvide handsker på, før han sammen med kollegerne forsigtigt lægger bæreremme rundt om hvalen.
Mogens følger arbejdet nøje. Det er 60 år siden, at hvalen sidst blev flyttet. Da skulle den fra det gamle Zoologisk Museum i København til dens nuværende plads på Københavns Universitet.
– Jeg er meget tryg ved transportselskabet, som virker meget vidende og grundige. Det er spændende, at hvalen skal vises frem. Den er meget speciel, fordi den er gammel og i god stand, siger Mogens.
Hvalen løftes forsigtigt op og placeres i den specialfremstillede form i lastbilen. Forskellige støtter, tæpper og plader passes til, så den ligger perfekt, inden døren lukkes. Jørgen sætter sig ved rattet, blæser i alkometeret i førerhuset og starter langsomt lastbilen for at køre nordpå mod Humlebæk og kunstmuseet Louisiana. Udstillingen hedder Arktis, og her skal hvalen fremvises for offentligheden fra 26. september 2013 til 2. februar 2014.

Iskold levering

Efter transporten til museet er Jesper Lund Madsen fra Louisiana godt tilfreds:

– Jeg har kun hørt godt fra mine kolleger om transporten. Vores vigtigste krav var, at det var en klimatransport, og at hvalen blev håndteret forsigtigt, og det har MTAB gjort på bedste vis.

Efter ankomsten til Louisiana, var det igen tid for en kort tur, denne gang til et frysehus i Helsingør. Her blev hvalen frosset ned i fem døgn for at fjerne eventuelle bakterier og skadedyr, som kunne skade den under udstillingen. Nu er hvalen tilbage på plads, og jeg spørger Jørgen, om han tidligere har haft en lignende transportopgave:
– Nej, det var en meget anderledes og speciel opgave! Det er første gang, vi har flyttet en hval … Det var en udfordring, og det var en god fornemmelse, da hvalen var på plads, og både Zoologisk Museum og Louisiana var tilfredse med udførelsen, siger Jørgen Damlund.

Arktis_Logo